Sprog

Her en optagelse fra skærtorsdag 1978, hvor Peter Andresen fortæller sine børnebørn en historie om Hannibal Mus. Historien blev fri og spontant fortalt og er et godt eksempel, hvordan sprog blev brugt i Agtrup (Sydslesvig). 

morfar1978.mp3 (23.21MB)

morfar1978.mp3 (23.21MB)

---

I 2006/2007 skrev jeg min eksamensopgave over en sprogundersøgelse i min hjemmekommune Agtrup. Undersøgelsen er en fremskrivning om den undersøgelse, Søren Ryge Petersen gennemførte i 70'erne.
Her så min undersøgelse fra 2006/2007 om "Dansk eller tysk", sprogforholdene i Agtrup.

Sprogbiografi

Vi lærer som regel et sprog i barndommen. Der findes flere teorier om, hvordan vi tilegner os sprog, herunder Chomskys og andres. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg tidligt blev eksponeret for forskellige sprog, men som barn lærte jeg først højtysk. Mine forældre fulgte samme strategi som mine bedsteforældre: at forberede børnene på en tysk skolegang, hvor en solid basisviden i tysk var nødvendig. Denne tankegang udsprang især af min morfars oplevelser som barn. Han blev født i juni 1900 og kom i skole seks år senere i Sønder Løgum. Derhjemme taltes udelukkende sønderjysk, hvilket betød, at han næsten ikke kunne noget højtysk, som var skolens sprog i det dengang preussiske Slesvig-Holsten, som Tønderområdet også var en del af. Dette førte sandsynligvis til nogle traumatiske oplevelser, og derfor sørgede man for at tale højtysk med deres børn og også med børnebørnene.
Interessant nok fortalte min mor, at hendes forældre altid talte sønderjysk indbyrdes, selvom jeg er sikker på, at mine bedsteforældre ikke var dansksindede. For mig understreger dette, at nationalitet, sprog og kultur ikke altid hænger direkte sammen. Min mor, som er 92 år gammel i dag (april 2021), fortalte også, at vi stadig havde kontakt til familie i Tønder, som blev besøgt regelmæssigt i hendes barndom. Men denne kontakt gik i stå, sandsynligvis fordi den pågældende onkel ikke levede længere.
Jeg voksede op i Tætvang, et område i byen Agtrup i Sydtønder Amt. Selv om vi talte tysk derhjemme, var det ikke tilfældet i vores nabolag. På flere gårde i området, som primært var landbrugspræget, blev der talt plattysk. Som barn lærte jeg plattysk ved at eksperimentere og lege med sproget, og jeg opdagede, at mine forældre også kunne tale det, selvom det ikke blev brugt som familiens dagligsprog. På den måde tilegnede jeg mig en del plattysk. Når min far mødte en gammel nabo, skiftede de ofte til sønderjysk. Især min far var vant til at tale sønderjysk, som var almindeligt i hans barndomshjem. Desværre kan jeg ikke spørge ham om det længere, da han døde, da jeg var 11 år gammel i 1978. Men jeg husker, at vi ofte var i Danmark, og sproget var aldrig et problem for min far. Så hans dansk må have været ret godt. På den anden side var sønderjysk sandsynligvis mere udbredt blandt befolkningen lige over grænsen i 1950'erne til 1970'erne.
Man må ikke glemme, at mine forældre voksede op under krigen, og denne tid har sandsynligvis påvirket deres sproghistorie. Min far blev født i 1928, og min mor i 1929. Jeg husker meget om min far, men der er mange ting, jeg gerne ville have spurgt ham om, hvis det havde været muligt. I stedet talte jeg med de kilder, der var tilgængelige, såsom min farbror Johannes Nissen, som var nogle år yngre end min far. Han var så heldig at komme på den danske skole i Agtrup, da den startede i 1948. Det endte med, at han senere tog læreruddannelsen på Tønder seminarium og blev skoleleder på den danske skole i Tinningsted, som nu er nedlagt. For ham var dansk naturligvis noget helt andet end for min far og vores familie. Han var meget engageret i sit arbejde som lærer og skoleleder, og sproget var centralt for min onkel. Han var nok den første, der for mig virkelig levede den danske kultur med alle dens konsekvenser. Jeg spurgte ham selvfølgelig, hvordan det var i hans barndom. Han fortalte, at Agtrup var meget præget af sønderjysk, men nazisterne gjorde selvfølgelig meget for at fremme "det gode sprog", nemlig tysk. Der var nogle oplevelser, som nok ikke var sjove for familien dengang. Min farfar var nemlig ikke medlem af partiet (NSDAP). Det resulterede i, at vores gård var en af de første, der skulle aflevere kreaturer, i vores tilfælde heste, til krigsindsatsen. Min onkel fortalte, at det var den eneste gang, han så sin far græde, da de flotte oldenborgere blev hentet og forsvandt. Og det var bestemt ikke frivilligt.
Jeg var så heldig at møde en pige fra det danske mindretal. Det var faktisk Peter Andresens skyld, da han opfordrede hende til at danse med mig. Jeg var, lidt tilfældigt, medlem af den danske ungdomsforening i Agtrup og spillede håndbold dér. Vi holdt en fest i foreningen, og siden har jeg været "fanget" i mindretallet for alvor. Det var i 1984, jeg mødte Ellen, og på det tidspunkt fik jeg min chance for at lære dansk. Ellens familie var nok en af de mest danske, man kunne finde dengang, og alt foregik på dansk. Det tog heller ikke lang tid, før jeg fik at vide, at der skulle tales dansk, og at jeg var nødt til at lære det, hvis jeg ville være sammen med Ellen. Sproget var konsekvent sønderjysk, når vi var sammen med familien, mens vi indbyrdes talte tysk, i hvert fald så længe jeg ikke kunne mere end enkelte ord.